Profil

Hundekælderen er til på grund af min hund Basse

Jeg fortæller ofte, at Hundekælderen er til på grund af min hund Basse. Han kom ind i mit liv efter en lang periode med kroniske smerter, rollator, stok og en forsvindende lyst til livet.

Udsigten til et liv med smerter 24/7 fik han langsomt ændret til et liv med smerter 24/7, men hvor arbejdet med hunde får mine tanker afledt fra smerterne for en stund.

Marts 2021 kunne jeg kalde mig hundeosteopat

Hundekælderen åbnede døren første gang lørdag d. 1. juni 2019 med det formål at få tilknyttet hunde, som jeg kunne bruge som øvehunde under uddannelsen til hundeosteopat.

Arbejdet med mine hænder på hunde faldt mig ganske naturligt fra starten, og fra Kyno®Myo – massageterapeut til Kyno®kranio – Kranio Sakral terapeut, kunne jeg i marts 2021 kalde mig hundeosteopat med diplom som eksamineret Kyno®Osteo terapeut.

Min mission

Min mission har fra starten været at hjælpe så mange hunde som muligt til et bedre liv. Men også at gøre osteopati tilgængeligt for så mange som muligt. Min måde at gøre det på er med lav pris på justering samt bruge et forståeligt sprog i klinikken, når jeg forklarer og rådgiver jer.

Med lave priser kan de fleste forebygge med osteopati jævnligt, fremfor at skulle spare op og hunden derfor må gå unødvendigt længe med smerter og risiko for at forværre tilstanden. Forståelig forklaring og rådgivning hjælper forhåbentligt til udbredning af osteopatien, og hvor godt det er for jeres hunde.

Penge kan ikke måle sig med kærlighed

Basse og jeres hunde har vist mig, at end ikke penge kan måle sig med den kærlighed, en hund kan give. At hjælpe en hund ud af smerter, og bagefter få hundekys som tak, kan slet ikke beskrives. Glæden ved at se hund og ejer forlade butikken med smil på læben, gør mig glad. Den glæde er derfor også min garanti for, at jeg giver mig 100%, hver gang en hund træder op på bordet i klinikken.

Jeg glæder mig til at se jer i Hundekælderen, og takker for din tid til at læse dette, og tilliden til at måtte hjælpe din hund.

Her startede vi